Lounge

Så er vi hjemme igen, og i dag var vi i Lounge for at fortælle om vores betræbelser på at nå SOS-Børnebyerne i Marokko, Senegal og Gambia. En god måde at få sluttet vores fantastiske Afri-eventyr af på.

Se indslaget her.

Slut på Afri-eventyr

Så er Afri-eventyret slut og efter et par dage i London vender vi tilbage til familie, venner og kollegaer i Danmark.

Som vi tidligere har været inde på har turen i sandhed stået i omstillingsparathedens tegn. Frygt for kidnapninger i Mauretanien betød, at vi måtte efterlade Mazdaen i Marokko og flyve videre til Senegal. Med møje og besvær lykkedes det os heldigvis at finde en vej ud af dramaet, der betød, at konceptet for turen stadig holdt vand, selvom vi ikke kunne køre hele vejen til Gambia.

Efter smøring af grænsevagter mellem Spanien og Marokko kunne vi være hemmelige omkring vores Mazda, så vi slap for at betale en bøde for at donere den til SOS-Børnebyerne. Vi var selvfølgelig skuffede over ikke at kunne beholde vores elskede Mazda hele vejen til Banjul, men til gengæld er vi glade for, at den ender sine dage hos nogle folk, der virkelig har brug for den.

På grund af lempelige bagageregler med det lokale Afri flyselskab i Casablanca i Marokko kunne vi pakke to store tasker med gaver til SOS Børnebyerne i Senegal og Gambia, så de ikke blev snydt for gaveregn. Over nat blev vi omtryllet til flyvende julemænd og det fungerede som et fint alternativ om end det gjorde rejseri en smule mere besværligt med 40 kg’s bolde, tøj, skolematerialer og legetøj paa slæb.

Det har været en kæmpe oplevelse at besøge de mange SOS Børnebyer og vi er rørte over den fantastiske modtagelse vi har fået af både børn, SOS-mødre, ansatte og direktørerne for børnebyerne. Uanset hvornår vi er dukket op, er vi blevet modtaget med smil, the og rundvisninger. De er stolte af deres arbejde og det er der også grund til. Det er tydelig, at børnene får en tryg opvækst i børnebyerne med alt hvad det indebærer af kærlighed, skolegang og sundhedspleje.

Vi er dybt taknemmelige over de sponsorater vi har fået fra både private bidragsydere og firmasponsorater – uden jeres hjælp havde turen ikke været mulig! Det var en fornøjelse at overrække alle de gaver, som fantastiske mennesker havde samlet ind til børnene og vi kan love, at de kommer til deres ret mange generationer endnu.

Sidste SOS-Børneby i Gambia

Turen naermer sig sin afslutning og vi flyver mod en klimatisk forandring om faa timer. Vaek med sandalerne og paa med moonboot’sne.

Efter et par afslappende dage i Casamanche, drog vi mod graensen til Gambia for at tage hul paa de sidste indtryk – og et besoog paa den sidste SOS Boerneby. Rejsen gennem det sydlige Senegal, over graensen til Gambia og op til Serakunda naer hovedstaden Banjul, var relativ uproblematisk. Hookede op med et spansk par og delte en taxa. Paa min side var der lige plads til, at en Gambiansk kvinde paa 120 kg kunne presse sig ind – der er altid plads til en til i de taxaer. Under alle omstaendigheder bedre en pladsen som vores spanske ven havde faaet, op af vinduet. Paa taget af bilen var der fundet plads til en utaet pose med fisk som efter lidt tid begyndte at dryppe ned i hovedet paa, lad os kalde ham Manuel. Til sidst var han klistret ind i fiskesaft og sad og fedtede med den lille fugtklud som Stine saa venligt havde givet ham.

De sidste dage har vi nu tilbragt her i Fajara ved vandet og i gaar besoogte vi den sidste SOS Boerneby og overrakte dem den sidste store taske med boernetooj og fodbolde. Vi fik den store rundtur paa omraadet som vidste sig at vaere en enorm boerneby, men bygget op efter samme principper som de andre vi har besoegt. En af de markante forskelle her var dog, at de havde en laege og en klinik paa omraaedet. Meget af hans arbejde gaar bla. med at forebygge malaria blandt boernene. Vi proovede i gaar at uploade billeder fra stedet, men det kunne computeren ikke magte og Stine vil istedet goore det en af de naermeste dage.

Vi er nu maettet af indtryk og klar til at tage hjem. I slutningen af ugen vil vi uploade en raekke billeder fra turen og skrive et afsluttende indlaeg om vores oplevelser og samarbejdet med SOS Boernebyerne.

Indtil da er der mulighed for at svare paa et spoorgsmaal og vinde en stor kold fadool ved lejlighed. Spoorgsmaalet lyder:

Igennem det meste af Senegal er jeg blevet taget for at vaere/ligne en relativ kendt fransk fodboldspiller. Jeg bilder mig selv ind at det er paa grund af mine gazelleagtige bevaegelser, men sandheden er nok en helt anden.

Hvem er denne person?

Kim

Bøfler, bambushytter og korrupt politi

Det er begraenset, hvad der findes af wi fi, naar man er omgivet af bambushytter og stroemsvigt, saa i den seneste tid har det vaeret sin sag at blogge. I dag har vi gaaet langs stranden i tre kilometer for at komme til centrum i Cap Skiing paa graensen til Guinea Bissau, hvor der heldigvis fandtes en cyber cafe.

Som vi skrev i sidste indlaeg afspejler SOS-Boernebyerne de lande, de er i. I Marokko er husene minimalistiske, men indenfor er der masser af pynt i form af marrokanske taepper og billeder paa vaeggene. I Senegal er husene i SOS-Boernebyerne malet i staaerke farver. Til gengaeld er de mere spartansk indrettede og de baerer praeg af, at livet leves udenfor hjemmets fire vaegge.

Generelt har folk faerre penge i Senegal end i Marokko. Det er i hvert fald indtrykket, naar man bevaeger sig rundt i landet. Vi lejede en bil i Dakar og koerte St. Louis paa graensen til Mauritanien. Paa vejen krydsede vi flere landsbyer bygget af bambushytter og folk var meget ivrige for at saelge deres frugt og groent i vejkanterne. Kim var den opmaerksomme billist, der korte ind og ud imellem store gribbe, boefler og politibetjente der sprang frem fra buskads i ingenmandsland for at give fartboeder til hvide turister med penge. Its dangerous sir! Dont you know! You drive too fast! Dangerous! Jeg fablede hoejt om fodbolde og foraeldreloese boern, og tit resulterede det i, at politimanden blev bloed og hjertet og paastod, at han gav os penge i stedet for at tage? Ja, ja makker? Den er fin med dig. Du har nedsat boeden fra, hvad der svarer til 10.000kr. i danske penge til 5000! Kim har sat sig for at faa en boede i hvert land, men indtil videre ser det ud til at mislykkes i Gambia, hvor vi gaar local med de lokale og tager public transportation op ad kysten.

I morgen besoeger vi endnu en borneby i Senegal og tager mod Gambias kyst. Sidste Afrika-detination foer hjemrejse! Indtil da nyder jeg hvert sekund af farvede dragter, soede boern, bountystrande, sol, laesning og godt selskab!

Stine

Glade børnesmil i Louga

Så er vi lige kørt fra Village d’enfants SOS i Senegal. Konceptet er det samme som i Marokko med 8-10 børn, der bor i et hus med deres SOS-mor, men både huse og indretning bar præg af, at vi er kommet til et andet land. Direktøren blev glad ved synet af det tøj og sportsudstyr, vi havde med til børnene. Lige nu ligger vi på hjul af en hestekærre med 20km i timen på vores vej mod havnen i Dakar. Turen herop bød på bøfler, bambushytter og korrupte betjente, der deler fartbøder ud til højre og venstre. Bliver spændende, hvad tilbageturen bringer!

Deep undercover

Jeg har lovet en update paa udviklingen i Marokko, som starter med en kort opsummering af de forskellige begivenheder, der fandt sted, som gjorde, at vi maatte aendre hele turens udgangspunkt.   
 
Den oprindelige plan om at koere fra Marokko ned gennem Vest Sahara og Mauretanien til Senegal og Gambia, blev som de fleste ved suspenderet paa grund af et overfald og kidnapning af tre spaniere, der koerte gennem Mauretanien.

Korrespondancen mellem deltagerne paa vores tur op til afgangen bar praeg af at “hvis vi koerer i konvoej med militaerassistance” – ja saa gaar det nok. Vi ville selv se, hvordan det udviklede sig, naar vi foerst ankom til Sydspanien og skulle moede de andre. Ved ankomsten var nyheden om endnu en kidnapning saa dukket op. En italiansk bil gennemhullet af skud var fundet i Mauretanien. Uden italianere. Derefter besluttede alle tolv deltagende vogne i rallyet, at de ville droppe at koere laengere end til Marokko. De fleste ville koere rundt et par uger og derefter returnere i deres gamle vogne til England. Saa langt, saa godt.
 
Da vi var i Marakesh og skulle til at koere mod en boerneby i Agadir laengere mod syd, fik vi nyheder, der endnu engang aendrede vores planer og ydermere gav en ualmindelig daarlig fornemmelse i maven. Nogle af englaenderne havde gennem deres Udenrigsministerium og den engelske militaere  efterretningstjeneste faaet at vide, at der nu var terrorister inde i det sydlige Marokko og paa davaerende tidspunkt skulle de vaere omkring 100 km syd for Agadir. Uroen kom af at de efter sigende havde de vestlige Rally-deltagere (hvor vores rally var et af tre, der fandt sted paa det tidspunkt) som deres specifikke maal for kidnapninger. Af samme aarsag blev vi bedt om ikke at skrive for meget om, hvor vi var eller hvor vi specifikt var paa vej hen. Vi droppede Agadir…
 
Vi tog klistermaerker af bilen og drog op langs kysten. Vaek fra Agadir og de kutteklaedte kidnappere og mod Casablanca, hvor vi i sidste ende ville donere bilen til SOS-Boernebyerne. Efter alle aendringerne havde vi besluttet at donere den til det nationale SOS-Boerneby kontor, som saa ville vurdere, hvem der havde mest behov for den. At det ikke skulle blive nogen nem sag har Stine allerede underholdt med tidligere.
 
Det faktum, at vi ikke har nogen bil mere har vaeret en udfordring i forhold til alle de ting, vi havde med til boernebyerne. Derfor koebte vi nogle store tasker i Marokko og fyldte dem med saa meget vi kunne og med omkring 40-45 kg hver er vi klar til at besoege et par  boernebyer her i Senegal og Gambia (eller maaske to i Senegal).

I morgen tager vi afsted i en lejet Hertz-bil og vil besoege en SOS-Boerneby, naar vi har vaeret i St. Louis i det nordlige Senegal. Personligt er jeg meget skeptisk ved at koere rundt i en lejet Hertz-bil efter at have forelsket mig i Mazda’en gennem de seneste par uger. Men man maa jo proove at komme videre.

Kim

Draeber-oesters

 

Nytaarsaften blev lidt af en farce! Festede med plus 60 klaedt i blaa palliet fra top til taa. Allerede mellem de to foerste retter var der dans til Ole Erling og bror. Den tredje ret var oesters, som vi skyllede ned med laekker roedvin.  Draeber-oesters viste det sig, for da klokken var 23.40 laa Kim med hovedet i toenden, mens jeg pimpede champagne alene. Jeg sympati-braekkede mig lidt senere og saadan er der saa meget. Nu haaber vi bare, at tragedien ikke er kendetegnende for resten af 2010. I dag har vi rekrereret med pool og morgenbuffet.

Kim updater senere i dag om kidnapninger og andet guf!

Stine